4 - 5 Maj 1945

 

Danmarks befrielse
Modstandsbevægelsens byledelse i Skjern var samlet hos byleder Ruby i Storegade for at drøfte situationen omkring flygtningetoget og ”Per Lund” alias Karl Lykkegaard var blevet sendt i byen for at indhente flere informationer om toget, der netop var blevet trukket tilbage til stationen.

På vej over stationspladsen bliver han anråbt af kammeraten Bent Lyager Nielsen, der med sine 17 år var Skjerns yngste sabotør: ”De har overgivet sig, de har overgivet sig. Tyskerne har kapituleret!”. Han havde få minuter inden hørt budskabet over den engelske radios danske udsendelse. (*1)

Klokken 20.36 kunne BBC’s speaker, Johannes G. Sørensen, formidle det budskab, som hele Danmark ventede på – Montgommery havde modtaget tyskernes overgivelse, der skulle træde i effekt næste morgen, d. 5. maj klokken 08.00. Nu indledtes det sidste kapitel af modstandsbevægelsens arbejde!

”Per Lund” løb hele vejen tilbage til Storegade og deltog i jublen dér. Snart mødtes byledelsen med sektionslederen, Løjtnant Børge Hansen (kaldet ”Buller”), på hans illegale tilholdssted i Skjern hos grosserer Holmstoel på Nylandsvej. Han var stærkt eftersøgt af tyskerne, som så sent som samme dag, havde foretaget ransagelser i Ølgod for at få fat i ham!

På mødet bad ”Buller” om hjælp til Nr. Nebel grupperne, som var kommet frem fra sine skjul straks befrielsesbudskabet lød. Heldigvis nøjedes tyskerne fornuftigvis med at afvæbne dem. Skjerns modstandsfolk var forholdsvis velbevæbnede og det lykkedes at skrabe 15 våben sammen til kollegerne.

I løbet af natten
Fra hovedkvarteret i Storegade udgik en række befalinger til modstandsbevægelsens grupper, og f.eks. gruppen omkring postbud Peder Laursen tog nu de første skridt frem mod morgendagen: ”Vi [hans gruppe bestod af Fredo Nielsen, Chr. Gade, Svend Børge Holst, Konrad Højfeldt, Kaj Sørensen, og Svend Åge Jensen] havde et lille kælderrum hos Grene på Finderupsvej og det var Sv. B. Holst, der var ansat dér, som fandt det lille rum. Hér mødtes vi og klargjorde vore våben og ventede på besked. Den kom om morgenen den 5. maj og vi begav os til Ruby, hvor vi mødte alle de andre”. (*2)

 

 

Strandbygaards Bogtrykkeri arbejdede natten igennem med at trykke plakater med budskaber både til civilbefolkningen og til de tyske soldater. I et opråb, som blev oversat til tysk af Martin Thomsen Bøgen, der var under jorden hos møbelpolstrer Peder Christensen, opfordredes de tyske soldater til at forholde sig passivt.

Martin Bøgen var medlem af en gruppe og måtte i slutningen af 1944 flygte fra Rens Efterskole nær Bov ved den danske/tyske grænse. I skolens årsskrift 1945 fortæller han om sine oplevelser, der bragte ham til Skjern ved befrielsen. ”Ved 01.30-tiden lød der igen trin op ad trappen. Det var gruppelederen, der kom for at hente mig. Det viste sig at bylederen manglede en mand, der kunne tysk og min gruppeleder havde foreslået mig og jeg kom nu ned på kommandocentralen, hvor hele byledelsen var samlet og her kom jeg nu til at lave teksten til nogle plakater på tysk, der endnu samme nat skulle i trykken og næste klæbes op næste morgen. (*3)

Næste morgen kom plakaterne op, ligesom ”Per Lund” fragtede et antal til Ølgod, hvor de også skulle bruges.

Den 5. maj – befrielsesdagen
Alle Skjerns modstandsfolk var sat i stævne i byleder J.K. Rubys have kl. 08.00 og her kunne man for første gang se, hvem der var med i kampen. Dannebrog blev hejst og vagter blev udsat i kvarteret omkring hovedkvarteret. Nærmeste genbo var i øvrigt den tyske forlægning på Teknisk Skole i Tværgade!

Mændene var udstyret med armbind, men ikke det kendte blå-rød-hvide, for det var ikke nået frem til Skjern i tide. Byledelsen havde i stedet sørget for et hvidt armbind, der var lavet af nedkastede pudseklude til våben. Kludene leverede i ruller og havde en passende bredde til armbind. En gruppe af syersker havde fremstillet armbindene, som var stemplet ”SKJERN” med slagteriets kødstempel.(*4)

Tyskerne vil ikke overgive sig
Kl. 08.00 skulle de tyske styrker overgive sig og en deputation fra byledelsen gik til tyskernes hovedkvarter på Missionshotellet. Forhandlingerne foregik ude på fortovet og det stod snart klart, at overleutnant Marchart ikke havde til sinds at overgive sig til andre end de allierede militære styrker. Han havde ikke fået ordre til andet. Han forlangte plakaterne, der var opsat rundt omkring i byen fjernes, ellers ville han sprænge husene i luften! Det troede man fra modstandsbevægelsens side ikke ville ske.

Senere på dagen kom en tysk parlamentær under hvidt flag til Storegade 8 og overgivelsen fandt sted. Nu havde han fået sine ordrer og de tyske vagtposter blev trukket bort fra byens gader. Herefter genoptog modstandsbevægelsen patruljeringen.

 

På billeder fra mødet på fortovet, kan man se oberleutnant Marchart, der var bevæbnet med en maskinpistol og håndgranater i bæltet, chefen for de tyske feltgendarmer (en feltwebel kaldet ”Den gamle ørn”) og fra dansk side, blikkenslager Oscar Wagner (der talte tysk og var medlem af byledelsen), politibetjent Gunner Christensen i fuld uniform, samt fabriksinspektør Bidstrup, (der ligeledes var medlem af byledelsen).

 

Denne del af beretningen bygger på ”Per Lunds” erindringer (*5) og den adskiller sig lidt fra en anden beretning, nemlig politibetjent Gunnar Christensens (*6). 

Iflg. hans beretning, der kan læses i Frihedsmuseets arkiv, deltog løjtnant Børge Hansen (”Bulder”) i mødet i fuld uniform fra den danske hær. Han ses dog ikke på billederne. 

Iflg. Gunnar Christensen (som havde været under jorden siden 19. sept. 1944 og var medlem af ”Bulders” stab) truede oberleutnant Marchart med at afvæbne modstandsbevægelsen. Derpå bemærkede Gunnar Christensen, at i så fald kunne han jo begynde med ham. Marchart førte hånden ned mod sit pistolhylster, da der lød Klik-Klik. Det var feltweblen, der tog ladegreb på sin pistol. Han fortalte senere at han var parat til at skyde Marchart, hvis der blev optræk til ballade!

Oberleutnant Marchart lod sig derefter overtale til at de alle gik ind i hovedkvarteret på Missionshotellet, hvor han ringede sin foresatte i Grindsted op på telefonen. Denne kunne dog ikke se nogen grund til at Skjerns bykommandant ikke skulle overgive sig til den danske officer og sådan blev det. Tyskerne blev trukket ind på deres forlægninger og modstandsbevægelsen optog patruljeringen. (*6)

Man begyndte samtidigt at foretage arrestationer af lokale nazister, medløbere, værnemagere og feltmadrasser. Dagbladet kunne den 7. maj berette, at der foreløbig var anholdt 38, men at 7 allerede var løsladt igen. I mange tilfælde var der tale om beskyttelsesarrest, så ikke byens befolkning skulle tage sig selv til rette overfor deres naboer (*7)

Søndag d. 6. maj 1945 – Frihedskæmperparade og gudstjeneste
På befrielsens anden dag, fortsatte modstandsbevægelsen patruljeringen i byens gader. Alle tyske militærpersoner, der blev antruffet uden kommanderende officer, skulle standses og afkræves forklaring på deres hensigter. Nogle blev anholdt og ført til afhøring hos byledelsen.(*8)

Modstandsbevægelsen havde desuden besat tyskernes kontrolpunkter ved byens adgangsveje.

 

Søndagsgudstjeneste
Søndag formiddag blev der afholdt en festgudstjeneste, som var særdeles velbesøgt. Omkring 1.200 mennesker var stuvet sammen i kirken og det kneb med at få plads til de uniformerede ungdomskorps.(*9) Laurids Hansen udtalte i 1995 til Ugeposten: ”Under patrulje søndag var det en stor oplevelse, at se mennesker i hobetal, på denne skønne forårsdag, gå til befrielsesgudstjeneste i kirken”.(*10)

Frihedskæmperparaden
Om aftenen d. 6. maj samledes alle modstandsbevægelsens styrker til en stor parade foran tinghuset, hvor det tyske feltgendarmeri havde haft hovedkvarter på politistationen. Dette område rømmede de samme dag og stationen blev nu overtaget af modstandsbevægelsen.

Landkompagnierne ankom på flagsmykkede lastbiler og snart kunne byens borgere se hvem, der hørte til modstandsbevægelsen. I alt var 220 mand under våben – 105 fra Skjern by og 115 i landsognene.(*11)

Paraden blev en stor succes, ikke mindst da den lokale politibetjent Harry Thomsen, som havde været under jorden i København og en tur i Vestre Fængsel, kom hjem fra et ufrivilligt ophold i Frøslevlejren, kort tid inden paraden begyndte.

 

Afvæbning
De tyske soldater påbegyndte omgående fodturen hjem til Tyskland og en stadig strøm af enheder marcherede gennem byen. Den 10.05.1945 forlod garnisonen i Skjern området. 

Samme dag opstod der en farlig situation syd for Ulfborg. Russiske soldater i tysk tjeneste gjorde oprør mod deres tyske officerer og der var alvorligt optræk til ballade mellem tyskere, russere og en masse modstandsfolk fra Ringkøbing, som var blevet tilkaldt. Problemet blev løst da 7 engelske panservogne kom til stedet fra Århus. Den engelske løjtnant Brown kørte sine panservogne i stilling og truede med at åbne ild, hvorefter afvæbning af fjenden forløb uden yderligere problemer. 

En tilsvarende situation rygtedes under udvikling i Dejbjerg Plantage og to lastbiler med bevæbnede modstandsfolk fra Skjern blev sendt nordpå. To af de engelske panservogne fra balladen nær Røgind Kro drejede mod syd under anførsel af løjtnant Brown og kom til Dejbjerg før den tyske kolonne. Derved blev afvæbningen af de russiske soldater en nem sag. De overgav sig med et smil og de indsamlede våben blev ført til politistationen i Skjern. (*12 + 13)

Modstandsbevægelsens opgaver efter befrielsen
Da der heldigvis ikke blev tale om åben kamp ved befrielsen, indskrænkedes modstandsbevægelsens opgaver sig nu til bevogtning. Man oprettede kontrolposter ved adgangsvejene til Skjern, man indsamlede og bevogtede tyske våben, gik vagt ved flygtningelejre og man gik vagt ved tyskernes ammunitionsdepot ved Præstegårdsvej og kanonstillingen i Stauning.

Netop stillingen i Stauning blev fyldt med arresterede danskere, så snart tyskerne havde forladt stedet. Laurids Hansen fortalte i 1995 til Ugeposten: ”Som nævnt var vagttjeneste i Halby en af de løbende opgaver i tiden efter befrielsen. Dels var der jo de militære installationer, som skulle bevogtes, og dels blev nogle af barakkerne indhegnet og brugt til midlertidig internering af borgere, der havde lejet omgang med værnemagten. Denne opgave var ikke behagelig: At stå på hver sin side af trådhegnet over for mennesker, man kende derhjemme fra byen. Det var vel nok en af modstandsbevægelsens sværes og mest ubehagelige opgaver: At skulle medvirke ved anholdelsen af medborgere!” (*10)

Medlemmer af modstandsbevægelsen i Skjern deltog også i bevogtningsopgaver andre steder. Bl.a. var man i Strellev ved Horne, hvor tyskerne havde efterladt en stor mængde udstyr og ved Nr. Nebel, hvor der var mange tyske stillinger og våben. Disse opgaver blev udført som støtte til de lokale myndigheder, der ikke var mange nok til at opretholde bevogtningen 24 timer i døgnet i en længere periode.

Medlemmer af modstandsbevægelsen, som ikke boede i Skjern (dvs. dem fra oplandet) blev indkvarteret og bespist på Grønlunds Hotel, fortæller modstandsmanden Anders Stengård fra Sædding: ”En nat vågnede jeg ved at høre en af de andre i søvne sige: ”Først et varselsskud. Næste gang rammer man”. (*14)