Skjern bliver en del af invasionsforsvaretTyskerne ønskede at sikre hele kystlinien fra Nordkap til den spanske grænse mod en allieret invasion. Størst var truslen naturligvis i Frankrig, hvor afstanden til England var kortest, men man var også bange for en invasion via Danmark, hvorfra man hurtigt kunne erobre nordtyskland og Berlin.
Derfor blev der bygget bunkere i hundredvis langs kysten, men baglandet blev også inddraget i forsvarsplanen.
Fra Ringkøbing Fjord til Stadil Fjord blev gravet en dyb grøft, en såkaldt pansergrav, som skulle gøre det sværere for fjendens kampvogne og tanks at trænge længere ind i land. Holstebro og Ringkøbing blev omringet af en tilsvarende grav og i 1944 kom turen til Skjern.
Københavnske og lokale arbejdere blev ansat
til at grave en voldgrav rundt om Skjern by. Der var masser af ledig arbejdskraft, da mange virksomheder var gået i stå pga. manglende råmaterialer og svigtende eksportmarkeder. De mange arbejdere blev tvangsindkvarteret hos private i Skjern.
Hvor gik pansergraven?Hvis man i dag skal forestille sig forløbet af pansergraven, må man først huske, at byen dengang var meget mindre end nu. Mange af gaderne vi kender i dag, eksisterede slet ikke den gang.
Pansergraven tog sit udspring i Stampe Bæk, nord for slagteriet, fulgte bækken mod øst til et punkt vest for Marupvej, hvorefter den fortsatte frem til Bækgårdsvej. Her slog den et skarpt knæk mod syd til den havde passeret Langagervej.
Derefter gik graven mod øst langs Langagervej, frem til et sted kort før Fredensgade. Så drejede pansergraven af mod syd og fulgte Fredensgade frem mod Kirkeåen. De to gamle boligblokke ved Fredensgade er faktisk bygget ovenpå pansergravens løb.
Kirkeåen, som forsynede dele af graven med vand, markerede nu pansergravens forløb indtil et punkt i anlægget. Her tog den kurs skråt mod sydøst, drejede stik syd udenom den nye kirkegård (der i vore dage er meget større end dengang), for at krydse Ånumvej, gå gennem anlægget og nutidens tennisbaner, frem til Herningbanen.
Lige efter pansergraven havde krydset banen ved Birkalle, svingede den mod vest og krydsede Vardevej og fortsatte skråt mod nordvest, forbi banen og med kurs mod Præstegårdsvej.
Nu tog graven en mere nordlig kurs og passerede Klostervej ved vore dages Amagerskole.
Derefter fulgte voldgraven nærmest Klokkebjergevej rundt og løb frem til Vestervænget, hvor den igen ændrede kurs mod nord frem til Kastanievej/Amagervej. Herfra gik pansergraven fortsat mod nord frem til den igen mødte Stampe Bæk og fulgte dens løb mod øst under de to jernbaner, mod Ringkøbing og mod Videbæk, og krydsede Bredgade. Dermed var ringen igen sluttet ved slagteriet. (*1)
Hvordan så pansergraven ud
Pansergraven var en grav på ca. 4 meters bredde og 3-4 meters dybde. Væggene skrånede og var foret med såkaldte faskiner, lodrette pæle med fyrrekvas bagved til at holde på den sandede jord. Nogle steder stod graven i forbindelse med åer og bække eller grundvandet og var dér vandfyldt, men ellers var det blot en tom grøft. Uden for graven var der to rækker pigtråd.
Ved indfaldsvejene til Skjern var der støbt betonblokke, de såkaldte ”dragetænder/Drachenzähne”, som skulle vanskeliggøre adgangen. I selve kørebanen var der støbt huller til at sætte jerndragere ned i. På den måde håbede man at standse en indtrængende fjende.
I det daglige var der opsat vagtposter, som kontrollerede trafikken ud og ind af Skjern. Legetøjshandler Karl Fjord fortalte i 1990 til Skjern Dagblad:
"Vi følte det sådan, at hele byen blev låset inde. Ved indfaldsvejene havde tyskerne opstillet vagtposter, og vi kunne ikke uden videre forlade byen.
Min svigerfader lå på sygehuset i Tarm i de dage, og da vi ville besøge ham, måtte vi hen på Missionshotellet og hente en passerseddel. Sygebesøg, ikke sandt, spurgte officeren, for kun hvis det er sygebesøg kan De få en passérseddel" (*2)
Det var dog ikke umuligt at forcere pansergraven uset, for der var ikke vagter overalt langs graven og da den forløb temmelig uregelmæssig, kunne man godt krydse den, måske i ly af træer o.l. (*3)
Annekdoter
I 1985 foranstaltede Skjern-Egvad Museum en vandretur i pansergravens spor og turens guide, Holger Damgaard, havde flere små historier at berette:
"En mand, som kaldtes Basse LC, vædede med en kammerat om, at han kunne gå på byggepladsen i tre dage, uden at bestille noget. Han vandt!"
"En landmand, som kørte jord, trillede frem og tilbage med det samme læs, ligeledes i tre dage. Men så måtte han også læsse af, for der var begyndt at gro græs oven på læsset"
"Mange skjern-boere benyttede pansergravs-anlæggelsen til at redde sig noget billigt brænd-sel. Udgravningerne omkring Præstegårdsvej-kvarteret åbenbarede de fineste tørv, lige til at putte i komfur og kakkelovn, og det var adskillige trillebørfulde tørv, der blev hentet bagved arbejderne.
At de faskiner, der blev brugt ved anlæggelse af pansergraven også kunne anvendes som brændsel, fandt en hel del ud af" (*1)
Kilder:
(*1): Vestkysten 25.05.1985 – ”Pansergraven var også en del af Skjerns historie”
(*2): Skjern Dagblad 09.04.1990 – ”Tyskerne skød en uskyldig – og heste køb løbsk med rustvogn”
(*3): Poul Bogetoft -Uudgivne erindringer