Kanoner i Stauning

Atlantvolden ved Stauning
Efter at Hitler i 1941 endeligt havde opgivet at invadere England, koncentrerede man sig på Vestfronten om, at sikre sig mod en invasion fra de allierede. Fra 1943 og lige frem til krigsslutningen byggede tyske ingeniører og lokale arbejdere på den såkaldte "Atlantvold" der strakte sig fra Norge til Frankrigs grænse mod Spanien.

Tidligt i krigen opstillede tyskerne et kanon-batteri nordvest for Stauning med det formål at kunne dække området omkring Hvide Sande med ild i tilfælde af en invasion. Batteriet var bestykket med mobile 12,2 cm kanoner og en gruppe lyskastere. Dette batteri var i drift indtil det nye faste kanonbatteri var bygget.

I forsommeren 1944 kom en kommission til Stauning for at udpege stedet til det nye batteri og man besluttede sig for pladsen ved Halby.

Hurtigt blev et tipvognsspor lagt til Lem station og straks efter begyndte ca. 120 danske arbejdere at anlægge fundamenter til 4 store kanoner.

Franske kanoner installeres
Da fundamenterne var færdige opstilledes 4 stk. franske 19,4 cm fæstningskanoner fra 1919. Det var planen, at alle fire kanoner skulle bygges ind i hver sin bunker, men i 1945 var kun den ene kanon overbygget. Til den imponerende bunker, som stadig dominerer landskabet, brugtes der ca. 685 tons beton og ca. 45 tons jern og stål. (*1)

Det omkringliggende anlæg omfattede en observationspost med kontakt til et bunkeranlæg ved havnen i Hvide Sande, flere mandskabsbunkere, en mængde små ammunitionsbunkere og nogle barakker, hvor mandskabet opholdt sig "til daglig"

Nærforsvaret af anlægget bestod af 4 maskingeværbunkere, jord-forsvarsstillinger forbundet med løbegrave, samt 39 km pigtråd og to minefelter. Luftforsvaret havde maskinkanoner.

Bunkerne i Stauning var af samme type som langs hele Atlantvolden. De tyske ingeniører opererede med "typehus-byggeri", det såkaldte "Regelbau".

Den store kanonbunker er af typen R 686 og de to store mandskabsbunkere, med plads til 10 soldater, kaldtes R 621. Kanonbunkeren er i øvrigt den eneste af sin type i hele Atlantvolden.

Prøveskydning af kanonerne
Få måneder før befrielsen var batteriet klar til prøveskydninger.De fire gamle kanoner med kaliberen 19,4 cm brugte granater på ca. 35 kg. og skuddet var ca. 30 sek. om at nå til grænsen af kanonernes rækkevidde på 20 km. Det vil sige, at de kunne beskyde mål langs hele Holmsland Klit fra Nymindegab til Houvig ved Søndervig. Omkring Hvide Sande, lige på den anden side af Ringkøbing Fjord rakte skytset 4-5 km. ud i havet.

 

En observationsbunker på Troldbjerg ved slusen i Hvide Sande kunne dirigere ilden, i tilfælde af, at fjenden skulle prøve af komme i land.

På grund af kanonstillingen i Stauning var området mellem Houvig og Nymindegab næsten ikke befæstet. Der er næsten ingen bunkere på denne strækning. Kanonerne i Stauning skulle forhindre landgang.

De tyske artillerister var meget betænkelige ved de gamle kanoner og ved det første prøveskud, turde de kun bruge en meget lille ladning. Dette betød, at granaten kun landede 5-10 fra løbets munding!

Senere brugte man fuld ladning, hvilket bevirkede, at alle vinduer i stor omkreds blev knust!

I alt blev affyret 42 prøveskud og ved skydning over Hvide Sande blev befolkningen dér beordret inden døre. (*1)

Efter befrielsen
Ved befrielsen d. 5. maj 1945 overtog modstandsbevægelsen fra Skjern straks bevogtningen af kanonstillingen. Der var jo tale om farlige sager, som naturligvis måtte bevogtes.

Foruden det militære anlæg, måtte frihedskæmperne også gå vagt om nogle barakker, som blev brugt til midlertidig internering af borgere, som havde plejet omgang med tyskerne.

Ulykker efter befrielsen
Fristelsen til at prøve kanonerne efter befrielsen var for stor for bevogtningsmandskabet og man forsøgte sig med at skyde med hegnspæle og at affyre løse skud. Den 22. august 1945 kunne Ringkøbing Amts Dagblad rapportere, at modstandsmanden Oscar Wagener havde forsøgt at affyre en af kanonerne, men kanonens bagstykke var ikke blevet lukket korrekt, så skuddet gik bag ud af røret. Derved antændtes græsset bag kanonen og ilden bredte sig til en bunker med krudt. 3,5 tons krudt brændte op, heldigvis uden personskade. (*2)

Ved en senere eksplosionsulykke, blev en vagt fra Ringkøbing, Tollefsen, og en indsat, den tidl. tyske marinevægter, Ditlevsen, dræbt. De var ude og finde træ til brændeovnen, da de øjensyntlig pillede ved en landmine. (*3) (*4)

Den 3. oktober 1945 kostede leg med de farlige sager igen en person livet. To af vagterne, CB-betjent Harry Thomsen og arbejdsmand Carl M. Rasmussen, begge fra Skjern, forsøgte at antænde en blanding af krudtplader til kanonernes drivladning, nogle trotyl borepatroner og en lysgranat. Ved en fejltagelse var der blandt trotylladningerne også en luftværnsgranat. Da de to så at bålet var brændt helt ned, gik de tilbage til ilden, da luftværnsgranaten i det samme eksploderede.

Arbejdsmand Rasmussen fik den ene knæskal knust, brækkede en storetå og fik sprængstykker i benene. CB-betjent Harry Thomsen blev dræbt af sprængstykker i hjerteregionen, hvor de ramte hovedpulsåren. Harry Thomsen blev kun 25 år og efterlod sig kone og et barn på 6 mdr.(*3) 

Hvor ligger kanonstillingen?
Det tyske bunkeranlæg ligger i dag forbavsende intakt 3-4 km. nord for Stauning ad vejen mod Ringkøbing. Kun få hundrede meter efter vejen til Vestjyllands Lufthavn kan man mod vest se de mange bunkers, der ligger spredt ud på marken. Man lægger især mærke til den store kanonbunker og udkigsposten på sit bjerg. 

Mange af bunkerne er i dag helt tilgroet i gyvelbuske og græs, så de kan være svære at finde, når man går rundt i terrænet. Bemærk at området er privat og at en del af stedet er indhegnet til kvæg.

 

Kilder:
(*1): Bent Bågøe Antonisen – ”Fæstningsværker i Ringkøbing Amt”
(*2): Ringkøbing Amts Dagblad 22.08.1945 – ”Voldsom brand i Stauning efter Leg med en kanon”
(*3): Ringkøbing Amts Dagblad 04.10.1945 – ”25-årig C.B.-betjent fra Skjern dræbt ved en eksplosion”