Mørklægning og varemangel

Mørklægning
Allerede den 9. april 1940 trådte bestemmelser i kraft, som tvang befolkningen til at mørklægge landet totalt. Der måtte ikke kunne ses lys fra vinduer, gadelysene blev slukket og biler og cykler skulle have afblændet lygterne.

Naturligvis kunne man ikke fra den ene dag til den anden opsætte mørklægningsgardiner. I Skjern blev sort rullegardiner hurtigt udsolgt og ligeledes sort papir fra boghandleren. Man måtte klare sig med at hænge et tæppe op foran vinduet i nogle enkelte rum. (*1)

Gadelamperne kunne naturligvis ikke afblændes så hurtigt, så indtil man kunne finde frem til afblændede skærme eller blåmalede pærer, måtte man simpelthen slukke lyset om natten. Der blev vældigt mørkt i Danmark!

Hvis man absolut skulle færdes ude efter mørkets frembrud måtte man f.eks. tage lyst tøj på eller ligefrem et hvidt armbind, så andre trafikanter kunne få øje på én. Biler og cykler fik også afblændede lygter, kun en lille stribe lys kunne tillades. Bilerne var nu ikke et stort problem, for snart var de fleste biler taget ud af drift pga. benzinmangel.

Kantsten på gadehjørne og helle-anlæg blev senere malet hvide for bedre synlighed. Det kunne være en smertefuld oplevelse at ramme fortovskanten på cykel i mørket!

 

Varemangel
Allerede ved krigsudbruddet i september 1939 blev enkelte varer rationerede. Det handlede f.eks. om benzin, kaffe, the og sukker. Sukker var ikke en mangelvare i Danmark pga. sukkerroerne, men man så sukkeret som en god vare, som man bruge til at handle sig til andre vigtige varer. De andre varer blev rationeret pga. at de var importvarer fra oversøiske lande. Med den tyske besættelse fulgte også en søblokade fra engelsk side.

Kul til kraftværkerne blev også hurtigt en mangelvare. Noget kul kunne importeres fra Tyskland, men de engelske kul forsvandt. Derfor måtte man snart leve med begrænsninger i brugen af elektricitet og gas.

De mange rationeringer (og fravær af importvarer) fik en mængde erstatningsvarer til at blomstre frem.  Mest kendt er vel kaffeerstatningerne Rich’s og Danmarks. Der blev dyrket dansk tobak og hør erstattede bomuld i tekstilindustrien.

I hjemmene blev alt genbrugt. Tøjet blev repareret, syet om og trevlet op til nye strikvarer. Gummi var en mangelvare, så elastikker i tøjet forsøgtes erstattet med tynde metalfjedre.

Husmødrene var spændt hårdt for. Middagen skulle koges over mindst muligt blus, så man indførte høkasser, hvor halvt kogt mad blev sat ned, for at koge færdig i løbet af et par timer. 

Ellen Gregersen fortalte i 1979 til Vestkysten: ”..og hjemme brændte man rug til kaffe, lavede stuvet kålrabi eller bagte franskbrød af rugmel. ” 

”Det var vanskeligt at få alting – også f.eks. et par sko til børnene. Da min søn skulle konfirmeres skulle han have nye sko. Det skal jeg nok klare, sagde daværende skotøjshandler Carl Grønlund, og han fik da også et par sko hjem.

Desværre var de et par numre for små, men ingen andre kunne skaffes. Min søn fik altså presse fødderne ned i skoene. Så gik vi fra Holstebrovej og til kirken, en lang tur i for små sko. Resultatet var at drengen faldt besvimet om midt under konfirmationen i kirken.

Det var den eneste gang de sko blev brugt.” (*2)

Cykeldæk var en alvorlig mangelvare, især i en tid, hvor al transport foregik på cykler. Der blev forsøgt forskellige erstatninger, som f.eks. en fast træ-ring eller et tykt reb i stedet for dækket. 
 

Svært at holde varmen
Nogle af vintrene under besættelsen var særdeles kolde og brændselssituationen var kritisk. Kul var en alvorlig mangelvare (mest anvendt i el-produktionen), som kun kunne importeres fra Tyskland og der blev derfor startet en udgravning af brunkul i Danmark (mest til brug for industrien og togdriften).

Den almindelige borger fyrede med tørv, der ofte kunne være temmelig våde, hvilket nedsatte brændselsværdien og forårsagede løbesod i skorstenen.