Den tyske tilstedeværelse i Skjern var gennem alle årene mærkbar. Missionshotellet var beslaglagt som hovedkvarter for de ca. 200 tyske soldater i byen (*1) og forsynet med en stor pigtrådsspærring ud mod Bredgade. Pigtråden tvang fodgængere over på modsatte fortov, hvis man ønskede af passere.
De oprettede kontrolposter og i al fald i perioder, skulle man have passerseddel for at komme ud af byen.
Allermest tydelig var tyskerne på den såkaldte ”Heldengedänktag” eller ”Heltemindedagen” på dansk. Her blev der afholdt en stor parade på pladsen ved siden af Missionshotellet og der blev hentet soldater ind fra nærliggende kompagnier.
Parade på pladsen ved Missionshotellet. Filmet i hemmelighed af fotograf Graversen.
Heltemindedagen var i nazi-tiden noget man gjorde meget ud af. Der var både musik og march, samt taler.
Efterhånden som tiden gik forandredes kvaliteten af de tyske soldater i Skjern sig. De raske og kampduelige soldater blev skiftet ud med ældre og knapt så raske soldater. Der var jo brug for alle raske mænd ved fronten. I en privat beretning til mig har en tidl. Skjern-borger fortalt, at vagten ved det besatte missionshus i Storegade (Danmarksgade) var en en-armet mand med et gevær, som han næppe kunne benytte. (*2)
Tyskerne var dog stadig farlige for byens borgere. Så sent som i foråret 1945 huserede Gestapo på egnen og det tyske feltgendarmeri havde kontor på politistationen.
På selve befrielsesdagen den 5. maj nægtede den tyske øverstkommanderende premierløjtnant Marchardt at overgive sig til modstandsbevægelsen og truede med at sprænge alle huse, hvorpå man havde opklæbet budskaber fra Frihedsrådet til borgerne, i luften.
Han havde ikke modtaget nogen forholdsordrer omkring overgivelsen, men det lykkedes for modstandsbevægelsen at skaffe kontakt til hans overordnede og hen på dagen overgav han sig alligevel.
Selv flere dage efter befrielsen, kunne man stadig se tyske flygtninge i gaderne, ligesom tilsyneladende endeløs kolonner af tyske soldater til fods bevægede sig gennem Skjern på vej mod grænsen.
Kilder:
(*1): Karl Lykkegaard - ”Per Lunds erindringer” s. 83
(*2): Knud Jespersen, Rødding – privat beretning til forfatteren.
