Bevæbning

Våben
Som det var tilfældet for alle modstandsgrupper var bevæbning en stort problem i Skjern. Hvor skulle man få våben fra? Sprængstoffer og nogle enkelte våben til sabotagegrupperne havde man fået tilsendt, men bevæbning af selve undergrundshæren kunne kun løses ved nedkastninger fra England.
 
Våbennedkastninger
Selvom modstandsbevægelsen i Skjern forsøgte at udpege mulige steder til nedkastning af våben i området i begyndelsen af 1945 lykkedes det aldrig at få godkendt en nedkastningsplads. Man havde ellers fundet et godt sted ved Borris, hvor lærer Walter havde nogle folk til modtagelsen. Han foreslog at tage kontakt til gdr. Holder Andersen i Nørre Vium for at låne hans ejendom til at skjule våbnene på efter modtagelsen.

Karl Lykkegaard (Per Lund) og lærer Walter opsøgte Holger Andersen og rykkede ud med deres ønsker. Det skulle nok kunne lade sig gøre også selvom de gjorde opmærksom på risikoen. ”Hvor mange folk skal I bruge til en modtagelse?”, spurgte han. Svaret var 12-14 mand, men dem skulle de nok selv levere, sagde lærer Walter. ”Dem har vi da osse her”, svarede Holger Andersen. Han kendte pålidelige folk på egnen. (*1)

Folkene blev i første omgang dannet som et par militærgrupper.

Pladsen ved Borris kom aldrig til at modtage våben fra luften, idet gruppen omkring lærer Walter blev revet op af Gestapo.

Gruppen i Nørre Vium fik så tilmeldt deres egen plads, men det var så sent i krigsforløbet at en nedkastning aldrig fandt sted.

Folkene fra Nørre Vium modtog dog alligevel våben, idet man to gange oplevede at allierede fly ved en fejltagelse nedkastede våben over et nærliggende brunkulsleje, muligvis narret af lys på arbejdspladsen. Den første gang lykkedes det ikke at redde noget af det nedkastede materiel, men anden gang fik folk fra grupperne i Nørre Vium fat i dele af sendingen og reddede ca. 80 geværer. (*1)

En tilsvarende fejltagelse førte desværre til arrestationen af gruppen i Borris, da et medlem forsøgte at redde materiel fra en nedkastning på Troldhede station. Han blev opdaget og måtte under forhør opgive navne på gruppemedlemmer. (*1)

Våbnene kommer
På et tidspunkt modtog modstandsbevægelsen i Skjern meddelelse om at der var foretaget en nedkastning, som var øremærket til dem og at ladningen skulle afhentes på et bestemt sted nær Fjelstervang. Gdr. Holger Andersen og Karl Lykkegaard hentede materiellet på en hestevogn og fik våbnene i sikkerhed i en stor kasse, der var nedgravet i hjørnet af gårdens kartoffelmark.

Den videre transport skete med lastbil. Vognmanden fra Troldhede fik forklaret risikoen, men også han var af den rigtige støbning: ”Hvor er de våben, så vi kan få læsset på”, lød svaret kort og godt.

På vejen til det næste skjulested i Dejbjerg Plantage var lastbilen ledsaget af 3 bevæbnede vagter og da et kompagni tyske soldater råbte dem an på Holstebrovej, gav chaufføren bilen gas og lod som om de ikke forstod tyskernes forlangende. (*1)

Senere blev våbnene kørt ind til Skjern, skjult under et par læs bjergfyr og bragt i depot hos Skjern Garveri på Reberbanen. Herfra blev de kørt med trillebør i mindre portioner til bøssemager Korsholm, der med sin gruppe tog sig af klargøring af de mange våben.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Våbensmedje midt i Skjern
Skjern var så heldig under krigen, at man i sine rækker havde den bedst mulige klargøring af våben, man kunne tænke sig. Bøssemager Korsholm og hans gruppe tog sig af klargøringen, hvilket normalt var en stor opgave, da hvert enkelt våben var komplet indsmurt i et tykt lag fedt. Dette lag skulle fjernes og våbnene afprøves. Senere blev de enkelte våben bragt ud til de enkelte grupper, ofte med de lokale bybude, Bernhard og Nicolaj. (*2)

Grupperne tog herefter selv hånd om våbnene og skjulte dem forskellige steder i byen. Enkelte grupper afprøvede sine våben, enten ude på heden, i en plantage eller i en grusgrav. Der var alligevel så mange tyske øvelser, at der ofte lød skud rundt omkring. En gruppe prøveskød sit maskingevær inde på garveriet. Projektilet gik gennem en 60 cm tyk huggeblok og ind i væggen! Cykelhandler Sahls gruppe skød med sin maskinpistol i Sahls lange reberbane. (*1)

En enkelt nabo til bøssemageren blev lige lovlig nysgerrig og Karl Lykkegaard måtte derefter aflægge hende et besøg og fortælle, hvad konsekvensen kunne blive for hende selv, hvis hun ikke holdt tæt!

 

 

 

 

 

 

 

Da den 4-5. maj 1945 oprandt, var hele styrken på 240 mand bevæbnede og klar til at løfte opgaven. Bevæbningen bestod dels af STENGUN maskinpistoler, US karabiner og Lee-Enfield rifler, men der blev senere også anvendt erobrede tyske våben.

Man kunne endda hjælpe kollegerne fra Nørre Nebel med våben. De havde mistet deres, da de fejlagtigt troede at freden var brudt ud allerede d. 1. maj. Tyskerne var heldigvis så fornuftige, at de blot afvæbnede danskerne og sendte dem hjem igen.
 

Kilder:
(*1) Karl Lykkegaard ”Per Lunds erindringer” side 40-49.
(*2) Vestkysten 28.04.1979 ”Våbensmedie midt i Skjern under krigen”