Sabotage er en af de mest direkte former for modstand. Man sætter sig fysisk op mod magthaverne og man risikerer sit liv. På Skjernegnen var der ikke, som mange andre steder, større industrianlæg at sabotere, så her var det jernbanesabotagen, der dominerede. Skjern er et knudepunkt, hvor den vestjyske længdebane mødes med den tværgående bane mod Herning og Århus.
Gruppen med de unge mennesker, der fremstillede ”Frihedsposten”, var meget interesserede i, at komme til at ”lave noget” og ca. halvandet år efter udgivelsen af det første blad, var de klar til den første sabotagehandling i Skjern.
Gruppe 1, som sabotagegruppen blev benævnt, bestod af Bent Lyager Nielsen, Poul Henning Nielsen, Bent Ingolf Christensen, Johs. Søgaard og Kurt Knudsen. De blev, i efteråret 1944, instrueret af en tilrejsende instruktør med dæknavnet ”Leif” (*1). Hans rigtige identitet var politibetjent Henrik Platou og han blev senere leder af den nordjyske likvideringsgruppe. I marts 1945 blev han arresteret af Gestapo og henrettet.(*2 - *3)
Gruppen fik tilsendt en kasse ”værktøj”, som blev adresseret til Veilegaards Isenkramsforretning, hvor bestyreren Laurids Hansen var blevet indviet i sagen. Han oprettede senere selv sin egen modstandsgruppe (*4)
Den første sabotage
Kort før nytår kom kodeordet i BBC og gruppen skulle afbryde jernbanelinien mod Herning. De udvalgte sig et sted i nærheden af Troldhede. Med to cykler rejste gruppen med toget til Troldhede. Undervejs overhørte de at et ægtepar talte om mulighederne for at komme hjem igen senere på aftenen – Der havde jo været sabotager andre steder på linien! De tre sabotører i kupéen sørgede for at de ikke kom hjem dén aften! (*1).
Opstilling efter krigen. Sabotagegruppe I demonstrerer teknikken.
Kort tid efter den vellykkede sabotage mod Herningbanen kom en ny mand til byen, Karl Lykkegaard. Under navnet ”Per Lund” var han gået under jorden i Tarm, efter at hans modtagegruppe i Silkeborg var blevet revet op af tyskerne. Nu var han fuldtids illegal, flyttede til Skjern og deltog som instruktør, sabotør og almindelig praktisk gris i arbejdet på Skjernegnen.
Sammen med gruppe 1 og blikkenslager Oscar Wagener, foretog han straks en dobbelt-aktion mod Skjern station. Planen var at gruppe 1 skulle sprænge skiftesporene syd for stationen, mens Per Lund og Oscar Wagener tog sig af skiftesporene i den nordlige ende. Planen lykkedes med det lille ”kiks” at gruppe 1 ved en fejl fik sprængt et ladespor, der kun var ca. 20 meter langt! Det var jo mørkt! (*1 - *2)
Jernbanesabotagen blev den helt store opgave på egnen og i perioden fra nytår 1944 til befrielsen udlagde man 165 ladninger, af hvilke ca. 40 forsagede eller blev fjernet inden eksplosionen. Tallene stammer fra overbanemester Lütkens indberetning til DSB. Han var i øvrigt helt på sabotørernes side og indberettede resultaterne fra nattens arbejde til byleder Ruby. (*1)
Den sidste jernbanesprængning skete ved højlys dag den 4. maj 1945 nord for Skjern. Læs mere om denne begivenhed i afsnittet om flygtningtoget.
Industrisabotage
Som nævnt var der ikke mange lønsomme mål for industrisabotage på Skjern-egnen, men to generatorbrændetørrerier i hhv. Faster og ved Ølgod blev dog ødelagt. Selvom tyskerne normalt kørte med benzin i bilerne, blev det i slutningen af krigen nødvendigt at beslaglægge danske køretøjer, der var forsynet med gengasgeneratorer.
Da de lokale sabotører kunne risikere at blive genkendt, blev aktionerne udført af folk udefra. Ved sabotagen i Ølgod, var det modstandsfolk fra Tarm og Sædding, mens opgaven i Faster blev udført af folk fra Stakroge.
Per Lund medvirkede ved begge sabotager og fortæller i sin bog ”Per Lunds
erindringer” om sabotagen i Faster: ”Der lå imidlertid også en fabrik mellem Faster og Astrup og jeg fik ordre til at standse dens produktion. Jeg valgte 2. påskedags aften til aktionen, da jeg regnede med at der den aften ville være stille og fredeligt.”(*5)
Der var også stille omkring fabrikken til at begynde med, men for at skåne driftslederens hus i nærheden af fabrikken fra at få vinduerne knust, ville man lige advisere ham og foreslå at han åbnede vinduerne. I et hus, der var bygget sammen med fabrikken fandt man overraskende nok et større, kortspillende selskab på ikke mindre end 12 personer! Disse blev ført bort til driftslederens hus, hvor der var etableret bevogtning.
Lidt senere strømmede det forbi fabrikken med unge mennesker, der havde været til selskab i nærheden, så efterhånden var der fyldt godt op i driftslederens hus!
Da problemerne med tilskuere var løst, forløb sprængningen uden problemer, dog viste det sig senere at huset, som var bygget sammen med fabrikken også nedbrændte.
Sagen fik et overraskende efterspil. Nogen tid senere blev Per Lund passet op på gaden af en mand, der sagde: ”Jeg synes lige, jeg ville hilse på dig”, hvorefter Per Lund straks var på vagt. Det var manden, hvis hus lå op til fabrikken og som også nedbrændte.
Per Lund udtrykte sin beklagelse for branden og spurgte om de da ikke kunne have slukket branden? ”Jo, det kunne vi sagtens”, svarede han. ”I begyndelsen var der ikke mere ild, end vi kunne have slukket dem med et par spande vand, men vi syntes nu, at fabrikken skulle have lov at brænde”. (*5)
Sprængningen blev bredt accepteret af lokalbefolkningen, da det var almindeligt kendt, at næsten hele produktionen gik til tyskerne. Ejeren kunne ikke gøre noget ved dette og var i øvrigt slet ikke værnemager. Per Lund støttede senere ejerens ansøgning om krigsskadeerstatning.
Kilder:(*1) Skjern Dagblad (Tillæg i anledning af overgangen til købstad i 1958) – Frihedsbevægelsen under den tyske besættelse i Skjern.(*2)Karl Lykkegaard – ”Per Lunds erindringer”, s. 32-33(*3) Peter Øvig Knudsen – ”Efter drabet”, s. 127. (Her omtales Platou under dæknavnet ”Knud”)(*4) Ugeposten 03.05.1995 - ”Den store oplevelse var den 5. maj”(*5) Karl Lykkegaard – ”Per Lunds erindringer”, s. 55-59