Modstandsbevægelsen arresterer
I god tid inden befrielsen var den danske modstandsbevægelses ledelse begyndt at gøre sig tanker om, hvad der evt. kunne ske og hvad der måtte gøres når man nåede den sidste fase af krigen. Ville Tyskland bryde sammen og efterlade Værnemagten i Danmark i et tomrum? Ville det komme til en allieret invasion af Danmark med en efterfølgende kamp i Danmark eller ville det komme til en overgivelse?

Heldigvis blev det den sidste mulighed, der var tilfældet. I alle tre tilfælde var der udarbejdet instrukser til den lokale modstandsbevægelse og disse blev administreret af Frihedsrådets Lokalkomité, af hvilken der også fandtes en udgave i Skjern.

En af komitéens opgaver var at udarbejde lister over de personer, som straks skulle arresteres, når den tyske overgivelse var en realitet. Man ønskede ikke at civilbefolkningen greb til selvtægt overfor stikkere, nazister, medløbere, værnemagere og feltmadrasser, som det var sket i Frankrig. Hér var det endt i et blodbad!

Frihedsrådets Lokalkomité bestod af fabriksinspektør C. E. Bidstrup, redaktør Erik Strandbygaard, slagteriarbejder J.P. Frandsen, politiassistent G.B. Christensen og inspektør J.K. Ruby. De sidste to var fra byledelsen. (*1)

Straks efter tyskernes overgivelse i Skjern den 5. maj om eftermiddagen, begyndte grupper fra modstandsbevægelsen arrestationerne og i første omgang førtes arrestanterne til Marup Skole, men senere blev de overført til barakker ved kanonstillingen i Stauning. 

Mange af de arresterede blev ikke dømt for noget, men var alene taget med for at de ikke skulle lide overlast fra befolkningen. Flere borgere havde allerede været hængt ud i den lokale, illegale presse. ”Skjern Budstikken” skrev f.eks. i marts 1945 i sin allerførste udgave: ”En lang liste over borgere, der var sat spørgsmålstegn ved, har allerede været offentliggjort i den illegale presse, og den ligger nu hos Frihedsrådets Undersøgelsesudvalg. Disse folk skal vi lade have ro, mens retten står, men så forlanger vi også at blive fri for at se herr XX optræde ved en offentlig kirkekoncert.” (*2) Bladet går videre med at advare gode danske forældre mod at lade deres børn tage musikundervisning hos herr YY.

[Navne er tilsløret aht. evt. efterkommere]
 
Tyskernes kærester
Et særligt kapital var feltmadrasserne eller tyskerpigerne, som man nok bør kalde dem. Nogle unge kvinder lod sig charmere af de flot uniformerede tyske soldater, mens det for andre simpelthen drejede sig om at en ung pige forelskede sig i en ung mand.

Tyskerpigerne fik også en opsang af redaktionen af ”Skjern Budstikken”: ”Feldmadrasserne er også i Skjern et sørgeligt kapitel for sig, og det bliver et beskidt job at skulle til at røre ved tøse som [her nævnes navnene på seks kvinder], men de vil i hvert fald få en krank skæbne i fremtidens Danmark. (*2)

Mange af disse tyskerpiger blev afhentet af modstandsbevægelsen, nærmest i en form for beskyttelsesarrest. De var ikke sikre for lokalbefolkningen. I Poul Bogetofts erindringer fortæller han at hans søster blev efterstræbt af en vred forsamling og at hans far måtte ringe efter hjælp fra politiet, der valgte at bringe hende i sikkerhed på politistationen. Han nævner også at et andet sted i byen forlangte en flok borgere at få udleveret en pige, men pigen havde 4 stærke brødre, som ikke var bange for at slås. De driver flokken på flugt (*3).

Hvor mange blev arresteret?
Der er lidt divergerende meninger om, hvor mange der egentlig blev anholdt:

Historikeren Anette Warring har skrevet en bog om tyskerpigerne og deres skæbne i befrielsesdagene og hun medtager i en oversigt tilfældigvis tal for Skjern. Hun skriver at der blev anholdt ca. 55 i Skjern, hvoraf ca. 15 var tyskerpiger. (*4)

I Karl Lykkegaards bog skriver han at man anholdt ca. 35, hvoraf 7 straks blev løsladt igen. (*5)

Ringkøbing Amts Dagblad skriver i en artikel 7/5, at man de første 2 dage efter befrielsen har arresteret 37, hvoraf 7 senere er løsladt. De fleste af de anholdte blev placeret i beskyttelsesarrest. (*6)

De værst belastede blandt arrestanterne blev senere sendt til Sdr. Omme skole, hvor man havde lavet en interneringslejr og domstol. Ringkøbing Amts Dagblad beretter d. 16/5 1945, om at 10 arrestanter havde været fremstillet i grundlovsforhør og at 9 af disse blev fængslet for 14 dage af dommer Møller fra Skjern. Anklageren var politimester Seerup fra Ringkøbing. De pågældende arrestanter blev anklaget for at have været i tysk tjeneste, både i Danmark og i udlandet, for at have været vagtmænd ved tyske byggerier og angiveri. (*7)

De fleste af de ”små syndere” blev enten frikendt eller fik nogle få måneder i et tugthus. De ”lidt større syndere” fik et par års fængsel og blev løsladt efter halvdelen af straffen var udstået. 

Jo længere tid der gik efter befrielsen, jo kortere blev de idømte fængselsstraffe. De ”allerværste syndere” blev idømt dødsstraf, og selvom en del BLEV henrettet, så fik mange af de senere dømte ændret dommen til livstid og blev løsladt efter 5-10 år.
 

Kilder:
(*1): Karl Lykkegaard: ”Per Lunds erindringer” (s. 90).
(*2): Skjern Budstikken: Nr. 1 marts 1945 (Illegalt blad).
(*3): Poul Bogetoft: Uudgivne erindringer
(*4): Anette Warring: ”Tyskerpiger under besættelse og retsopgør” (s. 167).
(*5): Karl Lykkegaard: ”Per Lunds erindringer” (s. 90)
(*6): Ringkøbing Amts Dagblad 16.05.1945: ”De internerede fra Skjern-Tarm-egnen”.
(*7): Ringkøbing Amts Dagblad 12.05.1945: ”Et besøg i flygtninge- og interneringslejren i Sdr. Omme”.