Gertrud Madsens historieEn af de overlevende fra angrebet på flygtningetoget var Gertrud Gerda Sedat (gift Madsen) (27.06.1926 – 20.02.2015) kom, som så mange af togvognenes beboere, fra Østpreussen, der i dag kendes som Lithauen. Den 2. september 1944 begyndte hun flugten for de fremrykkende russiske soldater.
Hun blev indskibet d. 20. april 1945 på flygtningeskibet ”Uhrundi” fra en landtange
kaldet Frische Nehrung. Tangen ligger ud til Østersøen mellem russiske Kaleningrad og polske Gdansk. Båden skulle have kurs mod den tyske ø, Rühgen, men da øen var overfyldt med flygtninge, blev kursen sat mod Bornholm. Hér kunne man heller ikke modtage flygtningene, så d. 1. maj 1945 ankom de 7.000 ombordværende (der var normalt kun plads til 2.000) til Københavns Havn. I alt bragte ”Uhrundi” mere end 32.000 flygtninge til Danmark i foråret 1945.(*1)
På kajen stod tyske militærlastbiler klar til at køre dem til banegården. Snart gik turen vestpå mod Korsør i et tog. Overfarten på dækket af en storebæltsfærge var en urolig og kold omgang. I Nyborg stod Røde Kors klar med forplejning og så fortsatte turen videre i godsvogne med 80 personer i hver vogn.
”Vi blev stuvet sammen, så vi sad eller lå som sild i en tønde. Vore arme og ben føltes som bly og vi havde vi havde ikke mulighed for overhovedet at røre os”, fortæller Gertrud Madsen i sønnens, Frank Madsen, bog. (*2)
Toget kom til Skjern d. 2. maj 1945 og flygtningene fik mulighed for røre sig lidt. [Gertrud Madsen skriver at de ankom d. 3. maj, mens Vestkysten angiver datoen til 2. maj].
Iflg. Gertrud Madsen var modtagelsen i Skjern ikke særlig hjertelig. De blev fordrevet fra stationens toiletter og måtte forrette deres nødtørft i grøften på den anden side af skinnerne, de kunne ikke købe brød o.l. i byen og de blev forment adgang til perronens vandpost.
Gertrud Madsen fortæller i bogen, at turen gik nordpå d. 4. maj og at toget standsede ved Dejbjerg Bakke.
”Vi troede, at der bare var toget, der skulle puste lidt ud. Det var et temmelig tungt togtræk, med to små lokomotiver spændt foran ikke mindre end 30 fuldt læssede godsvogne med flygtninge. Alt imens vi holdt der på bakken, fik vi øje på ca. 50 flyvemaskiner, der dykkede lige ned om os. Man forsøgte at berolige os ved at sige at det nok bare var nogle amerikanske fly på vej mod København, men vi var sådan set ligeglade. I de to forreste vogne befandt sig imidlertid nogle russiske piger i tyske uniformer, som ikke var ligeglade. De var nærmest paniske og så desperate, at de sprang af toget og stak i løb ud i skovbevoksningen ved siden af banen. Og det var bestemt ikke nogen god idé. Synes af pigerne i tyske uniformer fik 4 af flyene til at kaste flere bomber mod os, og de dykkede derefter så lavt ned over os, at de også kunne beskyde os med maskingeværer og det gjorde de virkeligt effektivt”.
”De forreste 10 vogne var blevet beskudt og en nærliggende gård var skudt i brand”.
”Da vi stak hovederne ud, mødte der os et skrækkeligt syn, der hurtigt fik os til at trække hovederne tilbage og kravle tilbage i vognen. Sårede mennesker løb eller kravlede rundt på baneterrænet og jeg vil aldrig glemme det frygtelige syn af en kvinde, der vaklede omkring, hun var endnu i live, men havde næsten fået skudt hele ansigtet af.” (*2)
Retur til Skjern
Efter nogen tid kom et erstatningslokomotiv ud fra Skjern Station og trak togstammen tilbage til byen. Her oplevede Gertrud, at stemningen i byen var vendt. Flagene vejede og der stod søde mennesker klar med mad og varme drikke. De letsårede blev forbundet. Gertrud undrede sig, men fandt så ud af at krigen var forbi.
Gertruds senere historie
Gertrud Madsen oplyser, at hun sammen med andre overlevende fortsatte rejsen senere om aftenen den 4. maj 1945. Et tog bragte flygtningene nordpå til Ringkøbing, hvor en del blev sat af for at blive indkvarteret i Søndervig. Selv fortsatte hendes rejse til Ulfborg, hvor der var en lejr. I lejren forelskede hun sig i den danske vagt Svend og forelskelsen blev gengældt. De to ventede snart et barn, men Gertrud kunne ikke få opholdstilladelse i Danmark. De to måtte i en årrække bo i Tyskland, inden de i 1949 kunne komme tilbage til Ulfborg. Her boede de indtil 2015 hvor Gertrud døde. Svend Madsen døde i 2008.
En kritisk gennemgang af Gertruds historie
Når man skriver erindringer lang tid efter begivenhedernes gang, forandres begivenhederne ofte en smule. En del af Gertrud Madsens erindringer stemmer ikke sammen med andre beretninger:
GM hævder at de ikke måtte bruge toilet og vand på stationen, samt at hele byen vendte flygtningene ryggen. Det stemmer ikke overens med andre beretninger om, at der blev skaffet mad til flygtningene. Bl.a. Poul Bogetoft fortæller at der blev hentet brød, mælk og havregryn til dem. Stationens 6 toiletter blev hurtigt stoppede, da 1100 flygtninge havde været på toilettet.(*2)
GM skriver at flyene angreb p.g.a. at der var tyske værnemagtssoldater (piger) omkring toget. Dette er blot ét af mange gæt på årsagen til angrebet og kan ikke bevises ud fra de eksisterende kilder.
Der blev kastet bomber mod toget. Dette fremgår ikke af kilderne i bogen ”Bomber over Danmark”, i en anden kilde fortælles det, at der lugtede af benzin i området. Dette kunne tyde på, at ”bomberne” var flyenes ekstratanke, som blev afkastet inden de gik til angreb. Der var også kun tale om to angribende fly og ikke fire som i GMs beretning. (*4)
GM fortæller at flygtningene rejste videre senere den 4. maj 1945. Dette stemmer ikke overens med oplysninger i en beretning af Norbert Schultz om, at man næste dag fandt to gamle kvinder i en togvogn. De var blevet overset den forrige aften. (*5)