En familes historieI 2001 fik jeg kontakt med en tysker, Norbert Schulz, som var i gang med at skrive sin families historie. Hans forældre og to brødre var i 1945 med ombord på flygtningetoget, som blev angrebet ved Vognbjerg. Historien er meget tragisk og jeg skal i det følgende genfortælle begivenhederne.
Familien bestod af Anton Schulz og hans hustru, Liesbeth. De medbragte sønnerne Werner (3,5 år) og Dieter (1,5 år).
Vejen til SkjernFamilien flygtede, som så mange andre, med skib til det fredelige København. Hér var de i sikkerhed for de fremrykkende russiske soldater. De ankom til Københavns Havn den 1. maj 1945 og blev straks anbragt i et persontog og sendt mod vest. Efter overførslen over Storebælt og senere Lillebælt, blev de flyttet over i et ventende godstog med mere end 30 vogne. Den lille familie får udleveret et brød og en dåse pølser som rejseproviant og så går turen ellers mod vest. De har ingen anelse om, hvorhen rejsen går.
Sent på dagen d. 2. maj standsede de på Skjern Station. Her var der mulighed for en pause fra de overflydte godsvogne.
Turen går videreFørst d. 4. maj ved 18-tiden kunne turen gå videre. Samme dag havde en af Skjerns sabotører, Oscar Wagener, sprængt sporet nord for byen, men skaden blev hurtigt repareret.
Ved Vognbjerg gjorde toget holdt for at samle damptryk nok til at forcere en stigende kurve på sporet. Flygtningene benyttede lejligheden til at forlade toget og sætte sig på de tilstødende skråninger. Liesbeth Schultz var én af disse og med sig havde hun sønnen Dieter i en barnevogn. Anton Schultz havde tilbragt en anstrengende nat, for der var ikke plads til at alle kunne ligge ned i vognene. Han tog sig derfor en lur i vognen sammen med sin søn, Werner.
Lynet slår nedKl. 18.30 angreb to engelske Mustang-jagere toget og gennemhullede lokomotivet og de forreste vogne, herunder vognen med Anton og Werner.
Uden for toget var alt panik! Liesbeth skubbede Dieters barnevogn ind under noget buskads og kravlede op i vognen til sin mand og søn. Det syn der mødte hende var forfærdende! En granatsplint havde ramt Anton i overarmen og derefter Werner i hovedet. Han lå i Antons arme. Den lille dreng var blevet dræbt på stedet.
Liesbeth forsøgte at hjælpe Anton, det bedste hun kunne og lidt efter blev han evakueret med bil til sygehuset i Tarm. Den døde Werner blev lagt i en godsvogn, sammen med de andre døde.
Først da toget gjorde klar til at blive trukket tilbage til Skjern Station af et andet lokomotiv, vendte hun igen sin opmærksomhed mod Dieter i barnevognen. Han græd lidt og Liesbeth tænkte, at han nok trængte til en ren ble.
Da hun tog ham op af vognen, blev hendes hånd farvet rød af blod!
Dieter var blevet ramt af en metalsplint, der var gået igennem bunden af barnevognen og havde ramt den lille dreng i ryggen.
Mens toget blev bugseret tilbage til Skjern, fortalte hun en tysk soldat om situationen og han lovede at hjælpe, når de kom til Skjern. Da de nærmede sig stationen, sprang soldaten af vognen og løb bort. Straks efter kom samarittere og råbte ”Wo ist der Frau mit dem Kind?”.
Dieter blev nødforbundet og kørt bort. Liesbeth stod nu alene tilbage i Skjern. Hun blev anbragt på et hotel, hvor der var andre flygtninge, formodentlig var det Missionshotellet, som var det tyske hovedkvarter i Skjern.
Efterspillet
I de følgende dage gik Liesbeth flere gange til Tarm og besøgte Anton på sygehuset. Det gik ham ikke godt og efter et par dage blev han overført til det tyske feltlazaret i Horne, hvor Dieter også befandt sig.
Allerede den 7. maj blev de dræbte flygtninge begravet på Skjern Kirkegård. 35 personer, herunder Werner, blev dræbt ved selve angrebet og yderligere 3 døde senere.
Liesbeth ville gerne besøge de to på lazarettet i Horne, men hun havde ingen penge. Hun forsøgte at tigge sig til penge til en busbillet, men først da en af de lokale læger blev opmærksom på problemet fik hun penge af ham. Desværre var det for sent at komme med bussen og inden afgang den næste dag, fik hun besked om at også Dieter var død af sine sår.
I sine forsøg på at få Dieter til Skjern, så han kan blive begravet sammen med sin bror, mødte Liesbeth den danske politimand Harry Thomsen. Han fik ordnet det således, at liget af Dieter blev transporteret til Skjern og lagt i kapellet. Hér fandt Liesbeth det nøgne lig, pakket i en stofbylt. Hun syede hurtigt en ligskjorte af et lagen og den 13. maj 1945 blev drengen stedt til hvile i massegraven i Skjern.
Hun forsøgte at købe en blomst til graven, men havde ikke penge nok. Atter blev Harry Thomsen hendes redningsmand og betalte blomsten.
Endnu nogle dage boede Liesbeth i Skjern, men sendtes derefter til en lejr i Borris. Herfra fik hun mulighed for at besøge Anton på lazarettet i Horne. Det gik stadig dårligt med ham og bedre blev det ikke af de triste nyheder om drengene. Efter et par dage kunne han ikke kende sin hustru i sin febervildelse og de tyske læger amputerede derefter armen.
Horne Skole
Da lazarettet i Horne blev opløst flyttede Anton til Borris til Liesbeth. Turen gik derfra til en lejr i Herning og sluttelig til den store lejr i Gedhus ved Karup.
I foråret 1946 blev Anton indlagt med lungebetændelse på St. Josephs Hospital i Fredericia. Liesbeth, der er gravid fødte de 14. august 1946 deres 3. søn, Günter Schultz. Desværre blev drengen allerede kort efter fødslen ramt af en lungesygdom, der raser i lejren, og han døde den 27. oktober 1946.
Snart blev Liesbeth overført til Fredericia, hvor hun blev sygehjælper på St. Josephs Hospital.
Anton og Liesbeth forlod Danmark i januar 1948.
Kilder:
Privat beretning af Norbert Schulz, Tyskland.