FlygtningetogetTusindvis af civile tyske flygtninge blev af den russiske hær presset væk fra deres hjem i østpreussen i de sidste måneder af krigen. Mange var undervejs i ugevis og en del af disse ankom til Danmark med skib over Østersøen.
Flygtningene var mest kvinder, børn og gamle mennesker. De fleste mænd var jo indkaldt til Wehrmacht.
”Skjerns” flygtningetog afgik fra København d. 1. maj 1945 og arbejdede sig vest på. Toget bestod af ca. 30 godsvogne og var ca. 400 meter langt. Det blev trukket af et damplokomotiv.
Toget ankom til Skjern Station d. 2. maj 1945 og de ca. 1.000 flygtninge fik dermed en pause på rejsen. (*1)
De mange flygtninge i det lange tog vakte naturligvis en del røre i Skjern. Flygtningene benyttede sig af opholdet til at komme lidt til hægterne ovenpå rejsen. Nogle forsøgte at klare lidt vask ved en vandhane i stationsbygningens gård, mens toiletterne snart blev overfyldte. (*2)
Gertrud Madsen, som var flygtning på toget, fortæller at butikkerne ikke ville vide af flygtningene og at de intet kunne købe. (De havde jo heller ikke rationeringsmærker, så det er måske ikke så underligt). Gertrud Madsen fortæller endvidere, at flygtningene ikke måtte drikke vand af vandkummen på perronen (Måske pga. sundhedsfaren?) (*3)
Poul Bogetoft skriver i sine erindringer, at hans far, der var forpagter af jernbanerestauranten købte alt det brød, han kunne få fat i og gav det til flygtningene, sammen med mælk fra mejeriet. Hauskov Berthelsen fra ægpakkeriet skulle have bidraget med en sæk havregryn, men der var jo mange munde at mætte. (*2)
Kontakt med modstandsbevægelsenIfølge modstandsmanden Karl Lykkegaard, viste det sig at der i toget befandt sig en vogn med polske flygtninge, heriblandt nogle unge mænd. Disse fik man kontakt med og de erklærede sig villige til at kæmpe på dansk side, hvis det skulle komme til et opgør med besættelsesmagten.
Byledelsen besluttede derfor at beholde toget i byen ved at sabotere banelinien mod nord. (*4)
Den 4. maj kl. 13.30 mavede sabotøren Oskar Wagner sig frem til sporet, selvom det var bevogtet af tyske soldater. Han sprængte skinnerne og afrejsen var dermed udsat.
Reparationen af sporet gik imidlertid hurtigt og ved 18-tiden afgik toget fra Skjern Station.
Først kom 2 Mosquito-jagere, en meget hurtig flytype, som skulle fungere som spejdere for hovedstyrken. Denne bestod af 35 Beaufighter jagerbombere og deres eskorte af 18 Mustang-jagere.
Mosquito-jagerne nåede frem til målområdet, mens hovedstyrken, som fløj ind over Danmark ca. kl. 18.07 mødte dårligt vejr omkring Brande og derfor vendte om.
Kl. ca. 18.30 var de over Vognbjerg og to Mustang-jagere angreb nu toget.
AngrebetTo Mustangjagere brød ud af formationen og dykkede ned mod toget. De kom skråt bagfra togstammen og det ene fly ramte de forreste 3-4 vogne, mens det andet fly gennemhullede damptoget.
Kilderne er lidt uenige om måden de fløj på. Nogle siger at de kredsede om toget, andre siger at de først skød på tværs af togstammen og derefter en tur på langs.
Faktum er, at mange flygtninge, der sad på skrænterne omkring toget og de, der var i de forreste vogne, blev ramt med frygtelige konsekvenser.
RedningsindsatsenRet hurtigt kom naboer ilende til stedet, hvor et frygteligt syn mødte dem.
Toget var gennemhullet og døde og sårede lå rundt omkring. Der fortælles fra flere sider om en kvinde med underansigtet skudt bort. Andre manglede arme og ben.
Fra Skjern og Tarm kom redningsfolk til stedet. På CB-stationen i Skjern indløb meldingen og Frode Fredslund og Thorvald Jørgensen får startet Margarinefabrikkens lastbil og kører til Vognbjerg. Da de kommer til Tarm Sygehus med det første læs sårede, alarmeres desuden ambulancen, der blev ført af Jens og Anders Iversen. De sidstnævnte fragtede kvæstede til sygehuset i Ringkøbing.
Til Ugeposten fortalte brødrene i 1995:
"Vi sad begge hjemme hos vore forældre og spiste aftensmad, da vi ser margarinefabrikkens lastbil komme kørende med bårer og sårede på ladet. Det så forfærdeligt ud, noget måtte være galt. Da jeg kom hen i døren, kom der en bil fra Falck med flere sårede og chaufføren råbte: ”Se blive færdige. Kom af sted til Dejbjerg. Et tog er blevet skudt i sænk”.
”Da vi kom til Vognbjerg så vi lokomotivet holde, helt gråt og dampende, gennemhullet som en si. Lokomotivfører og fyrbøder lå uskadte i grøften. En kreaturvogn, var som savet over på langs af kugler”
De fik to sårede på bårerne og to siddende kvæstede med i bilen og så gik turen til Ringkøbing Sygehus, hvor man var adviseret om begivenhederne. Herefter returnerede de til Vognbjerg efter flere ofre. Ved deres sidste besøg i Ringkøbing fik de nyheden om befrielsesbudskabet: ”Det var den kontrast, der slog mest. Fra ulykkesstedet til byen, der fejrede freden”, fortæller Anders Iversen. (*5)
Efter nogen tid kom der et tog ud fra Skjern og trak Flygtningetoget tilbage til stationen. De døde blev samlet i én vogn. På stationen blev de letsårede forbundet, der blev uddelt mad og flygtningene blev indkvarteret på Missionshotellet og på Skjern Byskole. Efter nogen tøven lod mødrene børnene komme ned på Kirkeskolen til et bad, rent tøj og en undersøgelse. Derefter blev de ført op på Byskolen.
Hvorfor angreb flyene?
Der har gennem årene været fremsat mange teorier om, hvorfor flyene angreb et civilt tog med flygtninge.
Der skulle have været tyske soldater om bord. De flygtede ud af toget, da flyene nærmede sig og derfor angreb flyene toget. Rundt om toget sad civile flygtninge i lyngen og piloterne har næppe kunnet skelne enkelte værnemagtssoldater, så denne forklaring er usandsynlig.
Tyske soldater skulle have skudt efter flyene med rifler. Usandsynligt, idet den tyske standardriffel kun havde en skudvidde på 500 meter. De hurtige og højtflyvende maskiner ville ikke være blevet berørt af denne ild.
Tyske soldater (russiske Wlassoff soldater) skulle have skudt lyskugler op, fordi de havde hørt i radioen at krigen var forbi. Usandsynligt, idet angrebet fandt sted kl. 18.30, netop på samme tidspunkt som overgivelsen blev underskrevet på Lüneburger Heide. De kunne ikke have hørt budskabet. Det blev først offentliggjort i den engelske radio kl. 20.36.
Det var en tilfældighed. Jeg hælder mest til, at angrebet var en tilfældighed. De engelske fly kom forbi Skjern på vejen hjem og så den store røgfane fra lokomotivet. Allierede fly havde angrebet rullende materiel under hele krigen, både i Tyskland og i de besatte lande, herunder også i Danmark. Tog var altså et legitimt bytte.
Øjenvidneberetninger og kildekritikDer findes en række øjenvidneberetninger som fortæller om begivenhederne i 1945:
Gertrud Madsen (Frank Madsen - ”Teenager på flugt”): GM er kendt for at have fortalt sin historie i flere udsendelser i TV Midt/Vest. Hun kom efter begivenhederne i Skjern i en flygtningelejr i Ulfborg og mødte her sin senere mand Svend Madsen. Hun boede resten af livet i Ulfborg og døde i 2015.
Elsbeth Schönrock. (”Opdatering 2012” – Årbog for Ringkøbing-Skjern Museum). Som 12-årig befandt ES sig i en af de angrebne vogne, hvor bl.a. hendes mor blev ramt af et skud og døde på lazarettet i Horne d. 7. maj 1945.
Karl Lykkegaard – ”Per Lunds erindringer”. KL var under jorden i Skjern-området og medlem af byledelsen. Han oplevede begivenhederne i Skjern d. 4. maj.
Poul Bogetoft – ”Uudgivne erindringer”. PB var søn af forpagteren af jernbanetrestauranten i Skjern og oplevede flygtningene på stationen.
Disse personer har berettet om begivenhederne på skrift og man kan finde disse kilder via bibliotekerne. Som alle beretninger, der er skrevet på så mange års afstand er de meget objektive og fejlbehæftede pga. årenes gang.
Gertrud Madsen fortæller at fire fly angreb og bl.a. kastede bomber. Elsbeth Schönrock taler om, at toget holdt mellem Skjern og Tarm, samt at hun havde en vinduesplads (toget bestod af godsvogne, der ikke har vinduer). Poul Bogetofts erindringer er tydeligt prægede af, at han inddrager de mange fortællinger, der siden besættelsen har været offentliggjort i lokalpressen i Skjern.
Disse forhold til trods, indeholder erindringerne jo masser af sandhed og er de eneste kilder vi har tilbage.
Kilder:(*1) Vestkysten 05.05.1945 – Kapitulationen i Skjern(*2) Poul Bogetoft – Uudgivne erindringer(*3) Frank Madsen – Teenager på flugt(*4) Karl Lykkegaard – Modstandsmand under jorden på Skjern-egnen foråret 1945(*5) Ugeposten 03.05.1945 – Vi var jo kun en nødhjælp